»Ryger De efter samleje? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig set efter.« I 1975, hvor »Kollektivet« foregår, ryger man efter samleje – og alle steder i det store hus. Anna (Trine Dyrholm) adviseres af Erik (Ulrich Thomsen) om den nye kvinde i hans liv. Foto: Ola Kjeldbye
1970ernes repressive frigjorthed er rammen, men ikke hovedsagen i Thomas Vinterbergs trekantsdrama »Kollektivet«, der undgår at moralisere over for sine karakterer.
»Det er bare mit dumme, lille, gamle hoved, der ikke vil forstå,« siger en sønderknust Anna (Trine Dyrholm), der vakler pløret og beskidt ind til det fælles middagsbord i villakollektivet. Hun ser over på årsagen til sin misere, ægtemanden Erik (Ulrich Thomsen), der har sin nyindflyttede, 24-årige og fnugfrie elskerinde Emma (Helene Reingaard Neumann) ved sin side.
»Skal I så snart have børn?« fortsætter Anna på randen af den totale opløsning, mens kollektivets beboere spagt forsøger at dreje samtalen over på den dejlige mad.
Til sidst sætter beboerne nænsomt Anna på plads. For Anna er jo selv gået med til, at Eriks elskerinde flytter ind, og Erik følger sine drifter, sådan som tiden byder (Vi er i det Herrens år 1975), mens Anna tilsyneladende sidder fast i gamle borgerlige konventioner og forbudte jalousi-følelser. Ingen vil undvære fællesskabet i kollektivet på trods af alle dets irritationsmomenter, og der er også et hensyn at tage til parrets halvvoksne datter, Freja. Fornuften har vundet over følelserne. Men nu hævner følelserne sig på deres ejermand i nederlagets stund.
Ikke en filmatiseret nøgleroman
Thomas Vinterberg har i interviews fortalt om sin opvækst i et kollektiv, men har præciseret, at »Kollektivet« ikke er en filmatiseret nøgleroman. Dette forbehold kan bredes yderligere ud, idet filmen heldigvis er meget mere end en satirisk udstilling af 1970ernes repressive frigjorthed. De film er allerede blevet lavet.
»Kollektivet« har derfor bevidst nedtonet tidsbilledet, men der er fixpunkter som den strøm af flaskeøl og cigaretter, der konstant konsumeres, uanset om vi er i den gamle DR-bygning i Gladsaxe, hvor Anna er landskendt oplæser ved TV-Avisen, eller hjemme i kolleren, hvor selv tilstedeværelsen af et barn med hjertefejl ikke kan bremse, at røgskyerne ligger tæt i fællesarealerne.
Vi er ude af høj-hippietiden, og ungdoms-oprørerne er i gang med at etablere sig med akademiske karrierer. Ambitioner og arbejdsomhed må stadig kamufleres – som hos Erik, der prøver at blive et navn indenfor arkitektur. Studentermarxismen er til gengæld ikke med i beskrivelsen, men mere om det senere.
Fløjlsklædt alfahan
Erik arver et stort skrummel af en villa, som han kan få en »hel million kroner« for, hvis han sælger det. Men hans hustru, Anna, er træt af tosomheden, og dermed er kimen til kollektivet lagt.
Der bliver indbudt til optagelsessamtaler, og her kommer filmen tættest på de karikaturer, der var essensen af tidligere kollektivskildringer som Niels Gråbøls »Det store flip« (1997).
Blandt indflytterne vil alle, der kan huske 70erne, kunne nikke genkendende til Ole (Lars Ranthe), der misbruger de nye omgangsformer til at positionere sig som brovtende, fløjlsklædt alfahan, mens svenske Fares Fares er en noget endimensionel indvandrerkarakter, der rider nassende på velviljen overfor de undertrykte masser.
Komikeren Magnus Millang, Julie Agnete Vang og Anne Gry Henningsen er de øvrige birolleindehavere, der alle er lydefri i deres fremstillinger. Ensemblefilmen er virkelig Thomas Vinterbergs rette element, og den fingerspidsfølte sammenklipning af karakternes reaktioner driver handlingen frem og nuancerer stereotyperne.
Den kun 15-årige Martha Sofie Wallstrøm Hansen, der spiller datteren Freja, er et fund til filmen som datteren, der gøres fortræd af alle de gode viljer.
Uforfærdet Dyrholm
For det er det, som det i sidste ende handler om. Ingen vil gøre nogen ondt, og alle vil alles bedste, da Anna af frygt for at miste sin Erik giver ham lov til at indfri sine behov og modstræbende lader hans elskerinde Emma flytte ind i kollektivet.
At følelserne altid har ret kunne være kollektivets dogme, og på sin vis også instruktørens, idet han ikke moraliserer over for sine karakterer. Følelserne kan ikke være forkerte, men frugten af dem kan. På papiret kunne den lille historie være blevet en parentes i instruktørens lidt ujævne filmografi, men ikke mindst takket være Trine Dyrholms tilbageholdte, men uforfærdede indsats løfter filmen sig langt over det gennemsnitlige.
Godt, at hun nu får en chance for at vinde en Sølvbjørn som bedste skuespiller, efter at »Kollektivet« er blevet inviteret med til hovedkonkurrencen i Berlins filmfestival.
Man kan indvende, at Thomas Vinterberg kommer for let uden om datidens sammenblanding af det politiske og det private, hvor promiskuitet blev fejret som en nedbrydning af »ejendomsretten« over mennesker. Jeg mener, at han skærer ind til benet og når frem til indsigter, der er lige så aktuelle i dag som for 40 år siden.
Jalousien og egoismen er ikke blevet kønnere at se på, samtidig med at den repressive frigjorthed også i dag vil kunne findes blandt dem, der holder følelserne i skak med allehånde redskaber fra mindfulness til parterapi.
De fleste i dag har glemt den politiske retorik fra Maos Lyst, men der kæmpes stadig fra parcelhus til parcelhus i selvrealiseringens tidsalder.
Hvad: »Kollektivet«
http://www.b.dk/kultur/uforfaerdet-trine-dyrholm-loefter-vinterbergs-kollektivet
