Et terrorangreb gjorde Donald Trump til storfavorit i USA, og sådan går det: Vi lever i en vestlig verden med 20 procents risiko for kaos. Men tag det roligt. Vi har så meget »demokratisk kapital,« at vi kan stå tiderne igennem.

Han er en mand med en skarp pen og en hjerne, der matcher, og chefen for Bloomberg brugte begge dele i en nylig klumme.

Vi lever i en 20 procents verden, skrev John Micklethwait. I Europa og USA er der 20 procents risiko for, at »hidtil utænkelige ideer og marginale kandidater pludselig har en reel chance for succes«. Hvem ville have troet, at en Donald Trump i USA, en Marine Le Pen i Frankrig eller en Jeremy Corbyn i Storbritannien kunne finde så meget medvind i 2016? Hvem ville have troet, at der var så meget salg i muggen højre- og venstreorienteret populisme?

Men det er der, og ifølge bookmakerne er der 20 procents chance for, at de pågældende ideer og kandidater kommer til magten, skriver Micklethwait, og de samme odds gælder andre radikale elementer og begivenheder. Geert Wilders som premierminister i Holland? Bernie Sanders som præsident i USA? Storbritanniens udtræden af EU? Skotsk uafhængighed? 20 pct.

Problemet er her-og-nu-problemer, som ikke kan løses her-og-nu, og det skaber en drift mod de »utænkelige ideer og marginale kandidater,« siger han.

»Med andre ord: 20 procents verdenen er her for at blive. Væn dig til den.«

Nazi og Trump

Nu er John Micklethwait brite, og der er noget britisk over hans pointe. Der vil være spektakel i grebningen, men »keep calm and carry on«. Væn dig til det.

Problemet er bare, at han tilsyneladende betragter de pågældende odds som statiske: at 20 pct. forbliver 20 pct. Der er stadig en fem-mod-én-chance for, at vælgerne vælger det politiske dekorum. Men sagen er, at det pågældende dekorum kan flytte sig, og det kan flytte sig både langsomt og hurtigt. I Danmark er det f.eks sket over tid. 1999 sagde Socialdemokraternes formand, at Dansk Folkeparti »aldrig« ville blive »stuerene.« Nu lyder samme partis formand som Dansk Folkeparti; dekorum – den politiske sømmeligheds center – har tydeligvis flyttet sig over de 26 år.

Men det kan også gå meget hurtigere. De 20 pct. kan efter en overvældende begivenhed blive til mange flere. Det klassiske eksempel – uden politisk sammenligning – er nazisterne i Tyskland. Ved rigsdagsvalget i 1928 fik de 2,6 pct. af stemmerne. I 1932 – efter det globale krak – fik de 37,3 pct. og efter Rigsdagsbranden i 1933 steg tallet til 43,9 pct.

Donald Trump leverer et bedre og mere nutidigt eksempel. 2. december sidste år ville 28,3 pct. af Republikanerne stemme på ham som præsidentkandidat. Samme dag foretog to jihadister et angreb i San Bernardino i Californien og dræbte 14, og i de følgende uger steg tilslutningen til Trump til 36,5 pct. Terrorangrebet omkalfatrede det republikanske dekorum, og Trumps chance for at blive republikansk præsidentkandidat er steget fra 20 pct. til 49 pct, vurderer den politiske prognosemager Nate Silver. En begivenhed – og i den store sammenhæng en afgrænset begivenhed – gjorde på kort tid en 20 procents chance til mere end det dobbelte og gjorde dermed det utænkelige og marginale til det sandsynlige.

Så vi skal ikke bare vænne os til spektakel fra de 20 pct. på flankerne. Vi skal ikke bare finde os i distraktionen fra de ufordragelige. Vi skal vænne os til, at de 20 pct. – en Trump, en Corbyn, en Geert Wilders – kan blive lige så virkelige som en Viktor Orban og en Alexis Tsipras allerede er det. Det er tiderne og begivenhederne.

Fin orkidé

Men fører det ikke vild? Fører det ikke til en uappetitlig, udemokratisk -isme?

En nylig undersøgelse er god at få optimisme af – og svaret er nej. For demokrati er ikke sådan en skrøbelig orkidé, som dør, hvis den bliver udsat for en smule kølighed, og det er heller ikke sådan en fiks idé, som de samtalende klasser har fundet på over en caffe latte; derimod er det en funderet idé indefra.

De to tyske økonomer Nicola Fuchs-Schündeln og Matthias Schündeln offentliggjorde sidste år i Science en opgørelse af »den demokratiske kapital« i en lang række lande, og undersøgelsen viser, at jo længere en borger har levet i et demokrati, desto mere demokratisk er borgeren. En yngre amerikaner har f.eks. en demokratisk kapital på indekstal 15, mens tallet for ældre amerikanere er 35. Jo længere amerikaneren lever i et demokrati desto mere bliver han et med demokratiet. Til sammenligning har ældre og yngre kroater den samme kapital – indekstal 13 – fordi Kroatien er et ungt demokrati, hvor ældre ikke har mere demokratisk erfaring end yngre. I Kina er kapitalen nul for alle aldergrupper, fordi ingen levende kinesere har oplevet demokrati.

Danmark er ikke medtaget i materialet, men ville formentlig opnå samme top-score som alle de øvrige vestlige lande, inklusive Norge, Sverige, USA og Canada, og også inklusive mere overraskende topscorere som Tyrkiet og Indien. Det er robuste demokratier, hvor »den politiske præference er endogen,« som forfatterne skriver – med andre ord: Demokratiet kommer indefra. Østeuropa har en svagere, men alligevel udtalt demokratisk kapital, mens Rusland, de arabiske lande, Centralasien og Iran ikke har nogen kapital eller kun meget lidt.

Så i den vestlige verden er der formentlig ikke grund til hjerteklapren.

Måske vil begivenhederne, at de utænkelige ideer og marginale politikere kommer til magten. Måske vil begivenhederne, at en Donald Trump bliver præsident og afviser muslimske indvandrere, og at en Jeremy Corbyn danner regering, nationaliserer bankerne og skrotter det britiske atomforsvar. Men den samme demokratiske kapital, som gav dem magten, vil tage magten fra dem, hvis de viser sig at være netop utænkelige og marginale. Vilkårene for det ene er også vilkårene for det andet – og alternativet er meget værre.

http://www.b.dk/globalt/risikoen-for-kaos-er-20-procent