Den forhenværende socialdemokratiske politiker Emilie Turunen, der nu er lobbyist for finanskoncernen Nykredit, advarede en spindoktor for erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) om en kommende kritisk historie.
En kommende kritisk artikel om Nykredit og daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) fik i maj sidste år realkreditkæmpens cheflobbyist, den tidligere socialdemokratiske politiker Emilie Turunen, til tasterne.
8. maj 2015 advarede hun i en mail Sass Larsens daværende spindoktor, Peter Strauss Jørgensen, om den kommende historie.
»Som jeg adviserede om i går, er Økonomisk Ugebrev meget optagede af mange detaljer i Nykredit. Det skal de jo være velkomne til at være. Til din orientering er der to historier med relevans for jer,« begynder Emilie Turunen mailen, som Berlingske har fået udleveret i en aktindsigt.
Særdeles ømtåleligt emne
I mailen forklarer ekspolitikeren, der i 2012 slog igennem den politiske lydmur med en kampagne mod en »grådig finanssektor«, hvordan de to historier hænger sammen i Nykredits optik. Den ene historie handler om, hvordan Henrik Sass Larsen angiveligt indirekte har forholdt sig til Nykredits massive nedskrivninger på omstridte swap-lån og sammenhængen med realkredittens markant forhøjede biddragssatser. Et særdeles ømtåleligt emne.
»Vi ville undersøge, om Sass Larsen eller hans embedsfolk havde dikteret nedskrivningerne i Nykredit. Men i dag kan jeg jo se, at jeg er blevet snigløbet af et tæt samarbejde mellem Nykredit og ministeriet,« siger journalist Ejlif Thomasen, der skrev historien i ugebrevet.
Han fortæller, at Nykredit gav udtryk for, at de var presset på tid.
»Derfor gik jeg torsdag den 7. maj med til, at de udskød svaret til ugen efter, og så skriver Nykredit til ministeriet dagen efter. Da jeg så tog fat på ministeriet ugen efter, var de jo klædt godt på til at lukke mig ned. Det virkede, og det er efter min mening alvorligt,« siger Ejlif Thomasen.
Chefredaktør på Økonomisk Ugebrev, Morten Langer, er forarget:
»I den konkrete sag omkring realkreditten, bidragssatser og Nykredit understøtter de fremsendte mails kun vores formodning om, at der foregår en eller anden form for samordning mellem realkreditten og toppen af det politiske system. At en spindoktor fra realkreditten på den måde kommunikerer direkte med en erhvervsminister om en kommende artikel i Økonomisk Ugebrev viser, at etikken halter gevaldigt,« siger Morten Langer.
TV: Amerikansk universitet presset af islamisk lobby:
Den anden kommende historie i Økonomisk Ugebrev var ifølge Emilie Turunen en »meget misvisende« sammenligning af omkostninger i Nykredit og konkurrenten Realkredit Danmark.
Den venlige orienteringsmail
Berlingske sætter i Magasin i dag fokus på den såkaldte »gyldne svingdør«, hvor forhenværende politikere får job i det private erhvervsliv.
»Forløbet viser netop hele baggrunden for mange af ekspolitikernes ansættelser i det private. De har en viden om processerne i centraladministrationen, men de har også politiske kontakter, som de kan trække på. Det her kan sagtens ligne en vennetjeneste mellem kammerater,« siger Roger Buch, forskningschef på Danmarks Journalisthøjskole.
Samme vurdering kommer fra Mark Ørsten, professor i journalistik på Roskilde Universitetscenter.
»Mailen viser, hvorfor det kan være en god idé at ansætte en tidligere politiker til den slags stillinger, som Emilie Turunen nu sidder i. Det er jo en venlig orienteringsmail, der er ment som en tjeneste i forhold til ministeriet,« siger Mark Ørsten.
»Mailens formål er nok især at forsvare Nykredits interesser over for ministeriet. Derfor kan jeg godt forstå, at ugebrevet føler, at mailen forsøger at tage luften ud af deres historier. Men det er ikke overraskende, at det forekommer, når man vil skrive kritisk om store og magtfulde virksomheder,« tilføjer Mark Ørsten.
Roger Buch påpeger, at det helt generelt gælder i samspillet mellem medier, myndigheder og virksomhed, at alle parter forsøger at fremstå bedst muligt.
»Det er der intet odiøst i. Det er jo netop sådan noget her, Emilie Turunen er ansat til. Men det foregår normalt i det skjulte. Vi ved ikke, hvor ofte det foregår, eller hvor tæt man samarbejder for at få lagt historier ned i pressen. Man sørger normalt for at gøre sådan noget på måder, der ikke afsætter spor. Det ser jo ikke pænt ud, når sådan noget her kommer frem,« siger Roger Buch.
Berlingske ville gerne have interviewet Emilie Turunen, der tiltrådte som chef for public relations i Nykredit i efteråret 2014, om sagen, men hun har kun ønsket at svare via e-mail:
»Vi fik en forespørgsel fra Økonomisk Ugebrev om en udtalelse, den daværende erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, gav på et samråd. Det orienterede vi ham af høflighed om,« skriver Emilie Turunen.
Den tidligere politiker og nu lobbyist afviser, at hun ofte er i kontakt med politikerne på Christiansborg om kommende artikler om Nykredit i pressen.
Peter Strauss Jørgensen ønsker ikke at kommentere sagen.
http://www.b.dk/nationalt/nykredit-lobbyist-advarede-sass-spindoktor-om-kritisk-historie